MENTIQA | Case Stories | rådgivnings- og foredragsvirksomhed

Af Lone Tjerrild
Nu synes jeg efterhånden det er ved at være så længe siden vi har kæmpet mod lærer skoler og PPR, så nu kan jeg langt om længe skrive Christinas historie.

Christina kom til verden den 11/09.1996 og lige fra hun blev født var hun en bestemt dame, hun ville ikke bruge sut, hun smed alle sutter ud, som jordmoder og sygeplejsker prøvede og proppe i munden på hende. Senere hen så synes hun det var umådeligt kedeligt og ligge på gulvet og ikke kunne komme frem i verden, så hun besluttede sig for at kravle i en alder af 3½mdr. Gå ville hun også hurtigt så hun fandt udaf de små fødder hun havde, kunne man stå på, så hun gik bag en gåvogn i en alder af 6 mdr. Hun gik uden støtte i en alder af 9 mdr. Hun var et barn som kunne drive enhver til vanvid ;-) hun græd hele tiden og sov ikke ret meget.

Nå hun kom i dagpleje efter 1½år hjemme, og alt gik fint, indtil dagplejemoderen sagde til os hun havde låst sig ud af sin barnevognssele, efterfølgende der bestilte de en barnevognssele som låses bagi, men det var Christina ligeglad med, så den låste hun også op. Alt blev prøvet og en dag så dagplemoderen fra vinduet, at pigebarnet kravlede ned af barnevognen selv, gik om til hoveddøren og bankede på med sin dyne, hun havde sovet nok.

Dette er sådan små sjove ting, hvor vi kunne se Christina var lærenem og hurtig til at opfatte ting, det var straks værre med at lege med de andre børn. Hun ville helst havde dagplemoderen for sig selv, og elskede når de andre børn de var væk, så der kun var hende til at få voksen kontakt.

Igennem hele dagpleje årene, der var der problemer med Christina og dagplemoderen kunne simpelthen ikke sætte en finger på hvad det var, hun var bare anderledes. Hun lavede også puzzlespil forud for sin alder, og kunne huske dem hvis hun havde lavet dem engang.

Så blev jeg syg i 2001 der kom en blodprop flyvende forbi mit ben og mine lunger, så jeg blev indlagt efter lang tids sygdom hjemme hvor jeg hurtigt mistede luften og ikke kunne lege vildt med Christina mere, Jeg havde lovet samme morgen som jeg afleverede hende og hente hende kl. 15(Det kunne jeg så af gode grunde ikke, da jeg blev indlagt om formiddagen) Nå men Jan Hentede Christina og de måtte op og besøge mig på hospitalet, det første Christina sagde var, hmm mor du lovede og hente mig. Det var lidt svært og forklare at det kunne jeg jo ikke. De tog hjem og kom igen næste dag, men i det samme de kom der var jeg ved akut og blive rykket til intensiv afd., og det så Christina desværre så Jan og hende måtte bare løbe efter portør,læger og sygeplejsker op på intensiv, ikke særlig rart for hende kan jeg tænke mig. Jeg kom hjem efter en uge, og skulle have nogle indsprøjtninger indtil de piller jeg fik de virkede i kroppen, Christina spurgte om hun måtte se om de gjorde mig fortræd og sygeplesken sagde det var en god ide, hun så hvad de fortog sig med mig, så hun ikke blev bange. Jeg havde en fin mund på maven af stikmærker hun havde undret sig over.

Alt går fint herhjemme vi forklarer hende bare jeg skal have taget blodprøver engang imellem og det ikke gør ondt, hun ser de piller jeg skal tage hverdag og min trofaste "ven" støttestrømpen. Hun har ikke på noget tidspunkt spurgt eller sagt noget som helst omkring min sygdom før 6 mdr. efter.

Jeg får en opringning fra en dagpleje pædagog, der sad og græd i sin bil, for min datter havde lige brudt helt sammen nede i dagplejen. Det eneste hun sagde til hende var. Hvor er det dejligt din mor er hjemme igen, også brød Christina grædende sammen, fuldstændig utrøstelig i 2 timer. Hun havde sagt da dagplejemoderen sagde Christina hvorfor sagde du ikke noget til far, nej far var så ked af det at jeg ikke synes han skulle græde mere. Men hun var utrolig bange for jeg skulle dø.

Efter sygdommen så begynder hverdagen igen, alt er fint men dagplejemoderen synes hun skal i børnehave, og det kommer hun 6 mdr. hvor de er lige så frustreret over det her barn som kun vil være sammen med voksne. Hun går til noget før skole ting i børnehaven og de siger hun er skole parat året efter.

Vi får Christina på Elise Smith skole i Århus og hun begynder i 0 klasse, der går ikke længe før hun kommer grædende hjem, hun fik af vide man ikke måtte lave noget i deres begynder matematik før alle havde forstået det på tavlen. Hun fik skæld ud fordi hun kedede sig i timerne og begyndte og lave ballade, i 1 klasse der henvender skolepsykologen sig til os og spørger om hun må få Christina op til sig, Vi mener det kan være en god ide pga. min sygdom, og det kunne jo være hun ville åbne sig overfor hende. 3 dage efter bliver vi kaldt til samtale de har taget en WISH III. da test på hende, og skolepsykologen indleder mødet med hendes lærer og jeg med at sige, Christina er ikke bare et velbegavet barn, hun er særdeles begavet og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Hun siger ring til Mensa. Endelig langt om længe har vi fundet udaf hvad det er med vores datter. (Så burde alt jo være fint men ak nej )

Efterfølgende så render vi til møder med skoleleder lærer og skolepsykologen, de mener der må være andet galt med Christina ADHD evt. Siden hun blev testet af skolepsykologen, havde vi kontakt til Mensa og hende vi snakkede med der sagde, det var første gang en fra PPR selv havde taget kontakt til dem. Nå men vi blev henvist til en side hvor vi kunne læse meget mere om Børn med særlige forudsætninger, Vi hørte flere snakke om en mand som hed Ole Kyed som vidste meget om BMSF. Vi ringede til ham og han sagde han godt ville se Christinas test, så vi bad skolepsykologen sende alt til Ole Kyed, og Ole Kyed sagde den er jo klokkeklar, så jeg ser ingen grund til hun kommer herover og bliver testet.(hun blev så testet for at skjoldhøjskolen havde noget de kunne gå udfra og vi fik igen papir på det)

Jeg havde tlf. kontakt med Ole Kyed efter hvert skolemøde vi var til. Men uanset hvad vi kom med af argumenter for hendes dårlige opførsel i skolen, så mente de hun var ADHD barn. Vi bad dem ringe til Ole Kyed, men Ole siger ingen har haft ringet fra den skole. Efter flere møder hver 14 dage, så kan vi mærke de egentlig bare vil have Christina så langt væk som muligt, så inden de smider hende ud så trækker vi hende ud af skolen. Christina siger selv efter et møde far jeg er ved at blive smidt ud af skolen ikke, vi blev helt paf. hun forsatte jo for de andre børn deres forældre går ikke til møder hver 14 dag.

Jeg hjemmeunderviser hende i 10 mdr. og imens leder vi med lys og lygte efter en ny skole, vi lægger kortene på bordet og fortæller om vores barn og hvordan vi gerne vil hjælpe med evt. ekstra materiale hvis der er behov for det. 11 skoler siger nej til at tage Christina der er mange undskyldninger alt fra vi er 800 elever på skolen, til hun passer ikke ind i den sociale sammenhæng i klassen. Vi hører mange det kender vi intet til og uha det er for stor en opgave. fuld af afmagt beslutter jeg at skrive til Bertel Haarder for at skrive omkring hvad vi har oplevet, og han medgiver mig at selvfølgelig skal der være plads til vores barn i skolen også. Han tager desuden nogle af mine løsningsforslag med i sit arbejde til talent camp 05.

Den øverste skoledirektør i Århus kommune skriver jeg også til, og da jeg jo smed brevet på Internettet på deres side, så kom der ligepludselig et brev dumpende ind af døren hvor han også medgav mig at der skulle være plads til vores barn i folkeskolen, desuden var jeg med i et radio program på journalisthøjskolen omkring vores situation, også fik PPR lige pludselig travlt de ringede og sagde de nok skulle finde en skole til vores barn.

Så ringede de tilbage mindre et døgn efter, og sagde de havde en speciel skole til hende, det sagde vi nej til, så ringede de igen og der sagde de hvad med speciel klasse for så at sluse hende ud i en almindelig klasse efterfølgende. jo det var ok med os. hun havde jo været ude af skoleregi i 10 mdr.

Hun starter i 2 klasse på skjoldhøjskolen, men ak og ve det som skulle være et springbræt til en almindelig klasse blev til et mareridt. Christina gik i klasse med ADHD børn og tourette børn også er der ikke meget undervisning. Christina besluttede åbenbart når hun ikke måtte komme i almindelig klasse, så kunne hun jo ligeså godt opføre sig som de andre i klassen, så hun blev krop umulig og hvert ½ år så brød hun helt sammen.

hun ville ikke have børn for tænkt hvis de blev ligesom hende, det var jo ikke lykken. også sagde hun jeg gider ikke leve mere, det er en dum verden vi lever i og ingen kan lide mig, så kan jeg ligeså godt dø. Er du gal det gjorde så ondt og høre ens barn sige de ord :-/

vi ringede endnu engang til Ole Kyed der forslog hun fik hjemmedage(Pjæk) og vi måtte for guds skyld ikke trøste hende med det samme, men skulle lade hende græde ud, så hun fik alt ud hun havde i sig. simpelthen for at kunne holde skolen ud. vi gik igen til møder og sjovt nok så tilbød vi at Ole Kyed kom til Jylland og vi betalte selv 3000 kr. hver mdr. for han kunne forklare dem omkring BMSF og undervisning af Christina. Vi gav lærerne videobånd omkring BMSF. Intet ville de gå med til, dog fik vi en af lærerne til at indrømme at Christina passede på 13 ud af 16 punkter på en underpræstrende elev.

De lagde alle møder en fredag før kl. 14 og vi gik begge på arbejde, brevet kom først onsdag og vi kunne jo ikke gå ud på vores arbejde hver gang og sige vi skal have fri i morgen. Det gik bare ikke, vi bad om de rykkede møderne til efter kl. 14 ellers kunne vi ikke komme. Det gjorde de ikke og en dag dumpede der et brev ind hvor der stod mødte vi ikke op fredag den xx kl. 10 så indberettede de os til de sociale myndigheder. Så blev Jan vred ringede og sagde det kunne de da ikke mene vi havde sammenarbejdet med dem hele vejen endda været ved en neurolog der rystede på hovedet og ikke mente Christina hørte til der. de ville have hende på børnepsyk. og vi sagde nej i sammenråd med Ole Kyed, der gik vi med til en neurolog. Så sagde skolelederen vi skulle møde op den fredag kl. 10 og jan sagde fra dags dato går Christina ikke hos jer mere. I gør intet for at sluse hende ud i en almindelig klasse. De ville have hun skulle lære det sociale først før de ville give hende noget fagligt.

10 mdr. hjemme igen, og Christina fik noget ro, imens gik vi og ventede på Mentiqa skulle åbne i Østjylland. Og endelig den 16/08-07 der åbnede Mentiqa allerede mens der var arbejdsweekender gik børnene og legede sammen og det var rigtigt dejligt og se.

Nu kan vi endelig slappe af, det har været en hård kamp og det vidner jo lidt om at der skal en hel holdningsændring til i landet, før vores børn bare lige sådan bliver accepteret.

Til sidst vil jeg lige prale lidt.

De har fået en opgave tilbage på Mentiqa hvor Christina fik 10/12 ;-)

Mentiqa er simpelthen det bedste vi nogensinde har gjort for vores datter.